Må man bo i sit sommerhus hele året?

Havet slog mod kysten. Vinden ruskede i marehalmen. Sommerhuset stod der, solidt og ubevægeligt. Men reglerne var ikke så faste. De kunne bøjes, hvis du passede ind i skemaet.

Planloven satte grænser. Sommerhuse var til sommerbrug, ikke til at overvintre i. Fra marts til oktober kunne du være der, så længe du ville. November bragte strammere regler. Kun ni uger kunne du samle i vinterhalvåret. Det var loven. Og loven var klar.

Der var undtagelser. Mennesker, som ikke passede ind i den almindelige strøm. De gamle. Dem, der havde arbejdet et liv og nu ville finde ro. Folkepensionister, førtidspensionister, efterlønnere. Hvis de havde ejet huset i et år, kunne de blive.

Andre havde altid boet der. Før loven kom. Før reglerne blev trukket op som streger i sandet. Hvis deres ret aldrig var taget fra dem, kunne de blive. Gamle huse, gamle liv.

Kommunen havde magten. Den kunne give tilladelser, men kun hvis grunden var god. En syg mand, en kvinde uden andre steder at gå. Der skulle være en årsag, en god en. Ikke bare et ønske om at vågne op til lyden af havet.

Papirerne skulle være i orden. Ansøgningen skulle være klar. Nogle fik ja, andre fik nej. Det var ikke tilfældigt.

Hvis du ikke var pensionist eller havde gamle rettigheder, måtte du søge. Brevet skulle skrives, argumenterne skulle vejes. Kommunen læste, vurderede, besluttede.

Nogle gange tog det tid. Måneder gik, mens huset stod der og ventede. Nogle gange kom svaret hurtigt. Ja eller nej. Bliv eller forlad.

Vinteren var hård ved de små huse. Træk gennem sprækkerne, rør der kunne fryse. Ikke alle sommerhuse kunne klare kulden.

Nogle var bygget til mere end sommerdage. Isolerede vægge, solide fundamenter. Hvis dit hus kunne holde varmen, kunne du holde ud. Hvis ikke, ville du mærke det, når frosten kom.

Reglerne var der af en grund. Kommunen holdt øje. En nabo kunne sladre. Brevet fra myndighederne kunne lande i postkassen.

Der var bøder. I værste fald en ordre om at forlade huset. Nogle ignorerede advarslerne. Satte sig ved pejsen og håbede, at de ikke blev opdaget. Nogle slap igennem, andre gjorde ikke. Loven gav ikke efter for drømme.