Må jeg leje et værelse ud?

Manden sad ved bordet. Han havde kigget på papirerne længe. Glasranden fra hans whisky efterlod en mørk ring på bordet. Lyset var lavt, og det var blevet sent, men han tænkte stadig.

Han kunne gøre det. Han kunne leje et værelse ud. Penge var penge. Regler var regler. Hvis han ejede boligen, var det simpelt. Hvis han lejede, var det mere kompliceret. Halvdelen af rummene, ikke mere. Ejeren måtte ikke være imod. Sådan var det.

Udenfor skinnede en ensom gadelygte på de våde brosten. Inde i varmen tog han en slurk. Han vidste, at det kunne lade sig gøre. Men han vidste også, at det ikke bare var et værelse. Det var hans hjem.

Der var huslejen. Der var kontrakten. Der var skatten, og der var forsikringen. Alt sammen skulle være i orden. Hvis det ikke var det, ville nogen komme og banke på. De ville spørge om papirer. Og hvis papirerne ikke var i orden, ville de tage deres noter og sende breve. Breve med røde streger og trusler om bøder.

Han tog endnu en slurk. Der var en måde at gøre det rigtigt på. Man satte sig ned. Man skrev kontrakten. Man sørgede for, at alt stod der. Husorden. Regler. Alt. Det var ikke romantisk, men det var nødvendigt.

Han tænkte på fremmede, der ville flytte ind. Nogen der ville tage sine sko af i hans gang, trække vejret i hans luft, sætte deres kopper på hans bord.

Man måtte se dem i øjnene. Tale med dem. Spørge, hvor de kom fra, hvad de lavede. Nogen ville smile for meget. Nogen ville være for glatte. Dem skulle man passe på. Man skulle finde en, der passede ind. En, der vidste, hvordan man delte et hjem.

Han tog flasken og hældte op. Ikke for meget. Bare nok. Nok til at tænke klart. Nok til at vide, at han måtte være forsigtig.

Studerende var unge. De kom med deres bøger, deres nætter, deres kaffe og deres eksamener. De havde ikke mange penge, men de havde drømme.

Hvis han skulle leje til en studerende, måtte han gøre det nemt. Et møbleret værelse. En seng, et bord, en stol. Internet. De kunne ikke leve uden internet.

Han vidste, hvordan det var. Engang havde han været ung. Engang havde han drukket kaffe gennem natten, skrevet noter i kanten af bøger og ventet på morgenen.

Han måtte finde den rigtige pris. Ikke for høj. Ikke for lav. Nok til at dække udgifterne. Nok til at give mening. Det måtte være fair.

Han kiggede på andre værelser. Hvad tog de? Hvad var normalt? Det lejedes værdi, kaldte de det. Men hvad var noget værd?

Han vidste, at priser steg og faldt. Nogle steder kunne tage mere. Andre steder måtte tage mindre. Det var sådan, det var.

Han satte glasset fra sig. Han kunne finde den rigtige pris. Han vidste, at han kunne.