Hvor meget må man bygge på sin grund?

Luften var tung af støv. Solen stod lavt over markerne, og jorden lå, som den altid havde gjort. Men hvor meget måtte man tage af den? Hvor meget måtte man bygge på sin grund? Det var reglerne, der bestemte det.

Bebyggelsesprocenten var en grænse, en usynlig streg trukket af loven. Den satte tal på, hvor meget jord man måtte tage til sig selv, hvor meget mursten og beton måtte rejse sig. Det var en simpel beregning. Hvor mange kvadratmeter man ejede, og hvor mange af dem man måtte dække med bygninger.

Hvad der tæller med

Alt havde sin vægt. Hver sten, hver bjælke, hver kvadratmeter. Hovedhuset, skuret, garagen. De talte med alle sammen. Dog var der regler. Små skure og overdækkede terrasser blev ikke altid talt med. Det første stykke af en garage kunne trækkes fra. Men i sidste ende var det en grænse, man ikke kunne krydse uden konsekvenser.

Mænd i jakkesæt sad i store bygninger og besluttede, hvordan et kvarter skulle se ud. Hvor meget luft der skulle være mellem husene, hvor meget sol græsset måtte få. Reglerne var ikke tilfældige. De var lavet for at beskytte. Beskytte kvarteret, beskytte byen, beskytte udsynet.

Hvad der tillades

Nogle steder måtte folk bygge mere. Andre steder mindre. Et parcelhus i en rolig gade måtte ikke fylde for meget. Et rækkehus havde andre regler. Et sommerhus skulle have plads til vinden og havet omkring sig. Hver zone havde sine tal, og de måtte ikke overskrides.

De fleste vidste det ikke, før de spurgte. Før de gravede i papirerne eller gik til kommunen. Men det stod der, sort på hvidt. Hvad man måtte. Hvad man ikke måtte.

Hvad kommunen siger

Mændene i rådhuset vidste det. Det var dem, man skulle spørge. De havde papirerne. De havde målene. De kunne fortælle, hvor grænsen gik, og hvad der skete, hvis man krydsede den.