Hvad er indskud til lejlighed?

Han stod der. Nøglen i hånden. Natten var lun. Lyset fra gadelygten flakkede i pølen ved kantstenen. Han havde sparet, svedt, arbejdet. Og nu var han her.

Men der var altid noget. Penge. Altid penge. Indskud. Depositum. Forudbetalt leje. Ordene klæbede til tungen som gammel røg. Han tændte en cigaret. Sugede langsomt. Det var, som det var. Hvis man ville bo, måtte man betale.

Indskud var ikke en gave. Det var en pagt. En aftale mellem mand og mursten. Man lagde pengene på bordet. Så kunne man flytte ind. Sådan var det.

Noget af det var depositum. Noget var forudbetalt leje. Udlejeren smilede aldrig, når han tog imod. Han noterede det. Sagde ingenting. Det var ikke en forhandling. Det var en handel.

Man kunne ikke slippe. Man kunne ikke snakke sig fra det. Reglerne var faste. Skåret i sten. Tre måneders depositum. Tre måneders forudbetalt leje. Seks måneder i alt.

Han talte sine penge. Det var meget. Men det var nødvendigt. Nøglen lå der. Skinnede mat i lyset. Den ventede på ham. Men først måtte han betale.

Folk blandede dem sammen. De tog fejl. Som altid. Indskud var alt. Depositum var en del. Forudbetalt leje en anden.

Depositum var som en gammel ven, der stod ved døren. Man så ham ikke, før man skulle bruge ham. Forudbetalt leje var anderledes. Den var væk, før man kom.

Nogen sagde, at de var bedre. At reglerne var klare. At systemet tog sig af det. At der var en retfærdighed i det.

Måske var der. Måske ikke. Men forskellen var tydelig. Det var ikke én mand, man betalte til. Det var en organisation. Kold og fast og uden smil.

Han tog imod papirerne. Han skrev sit navn. Systemet tog ham ind.

Beboerindskuddet var ikke som de andres. Det var regnet ud. Millimeterpræcist. Ingen tilfældigheder. Ingen forhandling.

Det private var en handel. Det almene var en regel. Det private kunne forhandles. Det almene kunne ikke.

I det private fik man måske noget tilbage. I det almene gjorde man ikke. Man betalte for retten til at bo. Og det var det.

Det var ikke et valg. Ikke en overraskelse. Det stod der. Sort på hvidt. Det skulle falde, før man kunne flytte ind.

Ingen betaling, ingen nøgler. Det var simpelt. En regel så gammel som byen selv.

I privaten lagde man pengene. På bordet. Tre måneders depositum. Tre måneders forudbetalt leje. Udlejeren nikkede. Tog imod.

Så var man inde. Så kunne man kalde det hjem.

Der var ingen forhandling. Ingen mand bag et bord. Kun en kontrakt. En kvittering.

Han betalte sit beboerindskud. Så var det gjort. Ingen diskussion. Ingen spørgsmål.

To ting. To forskellige ting.

Depositum ventede. Lå der i mørket. Klar til at dække hullerne. Skrammerne.

Forudbetalt leje var væk, før man vidste af det. Det var fremtidens penge. De forlod én, før man kunne føle dem mellem fingrene.

Han tændte en ny cigaret. Lænede sig tilbage. Der var en forskel. Den var vigtig.

Indskud var det hele. Depositum en del. Forudbetalt leje en anden. Sammen udgjorde de aftalen. Man betalte. Man flyttede ind. Sådan var det.

Hvis man passede på det, fik man det tilbage. Hvis ikke, gjorde man ikke.

Maling, der var slidt. Gulve, der var ridsede. En dør, der knirkede for meget. Depositum var der for det. Det dækkede det. Hvis det blev nødvendigt.

Han så på sine penge. De var ikke nok. Det skete.

Men der var løsninger. Banken kunne låne. Kommunen kunne hjælpe. Hvis man passede ind i skemaet. Hvis man havde de rigtige papirer.

Nogle fik hjælp. Ikke alle.

Man skulle opfylde kravene. Passe i kasserne. Hvis man gjorde, var der hjælp at hente. Hvis ikke, var der ingenting.